Tomme bygninger ser ikke godt ud i landsbyerne. På landsplan er der alene 60 mio. m2 funktionstømte bygninger i landbruget, hvoraf ca. 30 mio. m2 vurderes at have et potentiale til genanvendelse på grund af deres økonomiske og historiske værdi. Bygningerne er samtidig en vigtig del af kulturlandskabet på Østdjurs. Funktionstømningen af landbrugets og landsbyernes bygninger er både et problem for ejerne og for lokalsamfundet. For ejerne, fordi bygningerne ikke bidrager til driften og derfor ofte står og forfalder. Og for lokalsamfundet, fordi den store tomme bygningsmasse fylder i landsbyerne og landskabet og udgør en uudnyttet ressource. Der er behov for at revitalisere og genanvende bygninger på landet til nye formål.
Samtidig ses der i de seneste år en tydelig tendens til, at bofællesskaber er blevet en mere og mere populær boform. Bofællesskaber gør det muligt for mennesker at bo sammen f.eks. på tværs af generationer og familieformer i et fællesskab. Man kan deles om fællesarealer, faciliteter, redskaber etc. eller indgå i et arbejdsfællesskab omkring praktiske opgaver, der samtidig har en social dimension. Interessen for at flytte i bofællesskab stiger, men processen med at etablere sig er kompliceret og kan tage flere år. Bofællesskabets stigende popularitet som boform ses også i tendensen til, at flere kommuner i dag planlægger specifikt for opførelsen af bofællesskaber.
Bofælleskaber er en lokal drivkraft, der kan bidrage til øget aktivitet, bosætning og erhvervsliv i landsbyer og på landet. Samtidig er mange landbrugsbygninger blevet tømt for deres indhold, og står nu tomme i landdistrikterne. Vi har kombineret disse to forhold i et nyt forsøgsprojekt i Landsbyklyngen Østdjurs, der skal besvare spørgsmålet: Hvordan kan landsbyklyngen og kommunen i fællesskab være proaktive - og tiltrække og etablere bofælleskaber i tiloversblevne bygninger i landsbyerne?
Nyboskab er et pilotprojekt igangsat af Landsbyfællesskabet Østdjurs i samarbejde med Syddjurs Kommune. Projektet skal i perioden 2018-2021 udvikle en model for at igangsætte nye bofællesskaber og afprøve den ved at igangsætte to nye bofællesskaber i området, der får et startskud af projektet og skal leve videre selv. Projektleder på projektet er arkitekt Esben Dannemand Frost fra BO FROST architects. Projektet er støttet af Byfornyelseslovens forsøgspulje under Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Landsbyfællesskabet Østdjurs er en landsbyklynge bestående af 14 mindre landsbyer, der som udgangspunkt er fælles om skolen og Børnehuset i Rosmus, men som i fremtiden vil være fælles om meget mere. Udgangspunktet for projekt Landsbyfællesskabet er en overordnet hypotese om, at landsbyer står stærkere, når de står sammen. At landsbyer der ligger i nærheden af hinanden, skal samarbejde om og prioritere mellem forskellige tilbud og faciliteter. I en landsbyklynge finder flere landsbyer sammen i et nyt fællesskab, og byerne og deres borgere samles om, deler og fordeler alt fra identitet og institutioner til foreninger og rekreative tilbud. I klyngerne bruger landsbyerne hinandens styrker til at udvikle den enkelte landsby og hele klyngen.
Østdjurs generelt og landsbyklyngens geografi specifikt rummer en mængde gamle bygninger, naturområder og
potentielle mødesteder, der p.t. ikke er i anvendelse. Landsbyfællesskabet vil redefinere området fra ’udkant’ som en ’forkant’ med et progressivt, aktivt, rummeligt og bæredygtigt fællesskab. Vi vil bruge disse styrker i Landsbyfællesskabet i dette projekt til at fremme bofællesskaber, der direkte styrker aktiviteten i landsbyklyngen.
Se mere om Landsbyfællesskabet på www.landsbyfællesskabetøstdjurs.dk
Bofællesskaber: Rosmus Tirstrup
Vælg et bofællesskab hvis du ønsker at modtage specifik information om de enkelte bofællesskaber